Veje til unges engagement
- Organisationer og frivillighed i mødet mellem generationer
Olivia, der går i 3.g., har hovedet fyldt med lektier, afleveringer, venner, sociale medier og træning. Hver anden torsdag er hun frivillig i det lokale folkekøkken. I folkekøkkenet oplever Olivia et frirum fra ugens ”skal”-aktiviteter og krav om at skulle præstere. Olivia oplever, at hun bliver set og hørt af lederen og de andre, når hun får idéer til aktiviteter. Det giver mening.
Hvordan engageres unge, der som Olivia har en presset hverdag og stiller høje krav til deres omgivelser – og til sig selv?
Kom med på vores temadag d. 24. februar 2026 kl. 9-15.30 og bliv klogere på generation Z, når sociolog og forfatter Emilia van Hauen i et spændende og underholdende foredrag bringer dig tæt på en generation, hvor meget er til forhandling. Lær mere om tilknytning af unge, når rådgiver Trine Jakobsen fra Headspace gør dig skarpere på målgruppen af unge og deler af sine erfaringer med rekruttering af unge frivillige. Træn dit mod og frygten for at fejle, når forfatter Vickie Isabella Westen udfordrer nulfejlskulturen og lægger op til samtale om, hvordan foreninger kan blive et frirum for eksperimenter og læring for unge og ældre. Bliv inspireret af et pilotprojekt på Gefion Gymnasium, hvor elever og samfundsfagslærerne Amanda Fossat og Lisbet Risager har gjort sig de første erfaringer med et foreningssamarbejde.
Vi håber, at dagen giver anledning til, at flere unge oplever sig inviteret til og får mod på, sammen med andre unge, at udvikle givende sociale aktiviteter. Vi har et ligeledes et ønske om, at flere i de ældre generationer i Rødovre bliver klædt på til at række ud til unge og i højere grad tilbyde relevante foreningstilbud.
Vi glæder os til at se dig!
09.00 Ankomst og kaffe
09.30 Velkomst ved Rødovre Frivilligcenter & Selvhjælp
09.45 Formanden for Social- og Sundhedsudvalget introducerer til dagens tema
10.00 Forstå generation Z og kravene til fremtidens organisationer. Sociolog og forfatter Emilia van Hauen
Generation Z (født omkring 1995-2012) er opdraget til ligeværd og forhandling. De udtrykker deres kreativitet og følelser og søger en meningsfuld karriere med en god work/life-balance.
Samtidig er det en sårbar og fællesskabsorienteret generation. Det er en særlig udfordring at tilknytte, engagere og lede denne generation af unge. Ved at forstå og lære af de unge nu bygger man ikke alene bro mellem generationer. Man ruster sig også til fremtidens organisationsformer og den nye form for ledelse, som snart bliver normen. Sociolog Emilia van Hauen vil zoome ind på generation Z og de muligheder og udfordringer, denne generation stiller til andre generationer og fremtidens måde at tænke i organisationsformer, ledelse og frivillighed.
Foredrag
11.45-12.30 Frokost
12.30-13.15 Rekruttering af unge frivillige – bliv skarpere på målgruppen. Ungerådgiver Trine Jakobsen fra Headspace i Rødovre
Hvordan engagerer vi unge, der har en fyldt kalender og stiller høje krav til deres frivillige engagement – og til sig selv?
Ungerådgiver Trine Jacobsen vil dele af sine mange erfaringer med rekruttering af frivillige i Headspace. Hun vil udfolde betydningen af relationer og vigtigheden af at kende og - blive kendt med - unge som målgruppe. I workshoppen får du også mulighed for selv at blive skarpere på unge som målgruppe.
Oplæg og øvelse
13.15-14.00 Fejl dig frem – mod, fællesskab og nye øvebaner. Forfatter Vickie Isabella Westen
Hvordan kan vi engagere unge i en tid, hvor frygten for at fejle og præstere fylder mere end lysten til at prøve? I workshoppen udfordrer Vickie Isabella Westen vores nulfejlskultur og lægger op til samtalen om, hvordan foreninger kan blive det frirum, hvor unge (og voksne) igen tør tage chancer og lære gennem erfaring.
Med udgangspunkt i bogen Fejl dig frem inviteres deltagerne til at reflektere over egen praksis og finde konkrete skridt til at skabe en kultur, hvor vi ikke kun taler om mod, men træner det sammen.
Oplæg og dialogrunder
14.00-14.15 Kaffe
14.15-15.00 Frivillighed på skoleskemaet – erfaringer fra et pilotprojekt. Elever og lærere Amanda Fossat og Lisbet Risager fra Gefion Gymnasium
På Gefion Gymnasium har lærere og elever gjort sig de første spændende erfaringer med at arbejde med frivillighed og civilsamfundets rolle som del af et undervisningsforløb i samfundsfag, hvor eleverne har deltaget i et projekt med foreningen "Cykling uden alder". Bliv inspireret af nogle elevers perspektiver på, hvad der undervejs har været motiverende og udfordrende, og bliv klogere på, hvad lærerne Amanda Fossat og Lisbet Risager oplever, de foreløbigt har lært af samarbejdet med en frivillig forening.
Oplæg og samtale
15.00-15.30 De fælles næste skridt. Projektleder Kirsten Grube Juul, Rødovre Frivilligcenter & Selvhjælp
Dagen er et startskud for en fornyet indsats med fokus på unge og frivillighed i Rødovre. Projektleder Kirsten G. Juul præsenterer de fælles næste skridt for, hvordan flere unge kan blive en del af det frivillige foreningsliv, bl.a. gennem en ambassadøruddannelse for unge i frivillighed og udviklingen af en netværksmodel med “frivilligmatchning” og styrket samarbejde i Rødovre.
15.30 Tak for i dag
Information om arrangementet
Dato og tid Tirsdag d. 24. februar 2026 kl. 09:00 til 15:30
Tilmeldingsfrist Torsdag d. 12. februar 2026 kl. 23:55
Sted
Viften
Rødovre Parkvej 130
2610 Rødovre
Arrangør
Rødovre Frivilligcenter og Selvhjælp
Tlf. +45 24260338
kristin@rfcenter.dk
Vi har nemt lavet denne side i NemTilmeld
Når vi bruger NemTilmeld til vores arrangementer, er det lige så nemt som at cykle ned ad bakke i medvind.
Og så er det GDPR-sikkert, for ingen techgiganter får kløerne i dine deltageres persondata som en anden Bond-skurk. De forbliver sikkert opbevaret i Danmark.
Du snyder dig selv, hvis du ikke selv prøver NemTilmeld til dit næste arrangement for 0 kr.
PS: Du ser denne reklame, fordi Rødovre Frivilligcenter og Selvhjælp bruger en sponsoreret konto hos NemTilmeld.
Indlæser